Høje ambitioner har sat turbo på PanzerGlass

PanzerGlass er en af de førende i verden indenfor skærmbeskyttere og et skoleeksempel på, at det nytter at tænke stort fra starten. På kun fem år har virksomheden opnået enorm succes globalt og skabt 65 arbejdspladser i Hinnerup og på virksomhedens kontorer på alle kontinenter.

(Casen er udarbejdet i 2017)

Når en ihærdig og initiativrig iværksætter tænker stort fra starten, rykker det for alvor. Det er historien om virksomheden PanzerGlass et klokkeklart eksempel på.

Virksomheden blev startet i 2013 af Jimmy Olsen og er på fem år rykket helt frem i forreste linje på verdensplan, som en af de førende indenfor skærmbeskyttere til smartphones, smartwatches og tablets.

Stifteren Jimmy Olsen har fået virksomheden til at accelerere lynhurtigt, fordi han har fået tilført kapital fra pengestærke investorer i Juhl Bach Holding Group. Dermed har der været råd til, at virksomheden kunne vokse og ansætte de rigtige folk.

Potentialet i virksomheden er meget stort, konstaterede Væksthus Midtjylland hurtigt og bevilgede derfor medfinansiering til rådgivning til etablering på fjerne markeder. PanzerGlass har brugt timerne på at købe rådgivning fra The Trade Council. Og det har spillet en vigtig rolle for virksomhedens succes globalt.

”Vi havde ikke internationaliseret så hurtigt på fjerne markeder, men måske valgt at satse på Sverige til en start, hvis det ikke havde været for The Trade Council og Væksthus Midtjylland, som bevilgede rådgivningen. At få finansieret halvdelen af udgiften til rådgivning betyder meget”, siger CEO og stifter Jimmy Olsen.

I dag har PanzerGlass eget salgs set up i Australien, Kina, Hong Kong, Tyrkiet, Dubai, Sydafrika, Tyskland, Brasilien og USA.

”PanzerGlass er en virksomhed i vild vækst, og Væksthus Midtjylland har været meget forretningsmindede og klippet en hæl og hugget en tå for at få deres tilbud til at passe til os”, påpeger Jimmy Olsen.

Imponerende salgstal på fjerne markeder betyder, at væksten i PanzerGlass har været helt oppe på 400 procent. I år bliver den ”kun” 50 procent, for virksomheden har planlagt et år, hvor der pustes ud, mens der bliver bygget nyt domicil ud til motorvejen tæt ved Aarhus. Der er ikke plads til flere end de nuværende 30 medarbejdere i Hinnerup.

Jimmy Olsen forventer, at medarbejdertallet i Østjylland fordobles til 60 de kommende år, for PanzerGlass udvikler nye produkter på livet løs. Målet er fortsat at ligge i førerfeltet i den benhårde konkurrence på verdensplan. Og når endnu flere markeder skal erobres, tyr Jimmy Olsen gerne til Væksthus Midtylland og The Trade Council igen.