PÅ JAGT EFTER DISTRIBUTØR I KINA

Naturfarm Pharmacy går efter eksport af deres hud- og hårplejeprodukter. På grund af gode erfaringer kontaktede den nye direktør Bjarke Dam hurtigt Væksthus Midtjylland, som også har hjulpet med at fremme væksten i familiens andre virksomheder.

(Casen er udarbejdet i 2017)

Hud- og hårplejeprodukter med naturlige ingredienser som bl.a. aloe vera og kaviar er gennem 40 år udviklet og produceret i Brande hos Naturfarm Pharmacy. Virksomheden blev startet af Carsten Børge Nielsen, som for et par år siden solgte hovedparten til direktør Bjarke Dam og hans familie.

Kort efter overtagelsen kontaktede Bjarke Dam Væksthus Midtjylland, som har bidraget til at fremme væksten i familiens andre virksomheder.

”Der er masser af potentiale i vores produkter, og jeg ville gerne drøfte de mere konkrete muligheder for at komme ud på andre markeder end det danske. Og med hjælp fra væksthuset har vi sat gang i flere initiativer i håb om at komme hurtigere ud over stepperne”, siger direktør Bjarke Dam.

Mulighederne på det kinesiske marked er undersøgt, og med en trade mark-registrering er jorden gødet for at få en distributør i Kina. Inden længe rejser Bjarke Dam til Shanghai for at holde møde med et par potentielle distributører.

Naturfarm Pharmacy finder også det polske marked yderst interessant og har også fået medfinansieret en markedsanalyse i Polen. Planen er, at den helt rigtige distributør er håndplukket indenfor et halvt års tid.

”Det betyder meget, at Væksthus Midtjylland leder os gennem junglen af regler og tilskudsordninger, så vi kan komme i gang med nye markeder uden at skulle have den helt store pengepung frem”, siger Bjarke Dam.

Siden han satte sig bag roret, er virksomheden vokset fra to til fem medarbejdere. Og hvis forbrugere i Kina og Polen bliver glade for at smøre deres hud ind i naturprodukter fra Naturfarm, venter højere vækstrater forude.

Casen kort

Udfordring: Ønske om eksport af hud- og hårplejeprodukter.

Løsning: Medfinan-siering af markeds-undersøgelse i Kina og Polen.

Imidt-effekt: Møde med potentielle distributører i Kina, og distributør i Polen ventes på plads indenfor et halvt års tid.