Klar til eksport efter effektivisering

Den nye generation af familiefirmaet Natur-Drogeriet A/S har ambitioner om eksport. Men først skal virksomheden effektiviseres og digitaliseres, og det er i fuld gang med hjælp fra Væksthus Midtjylland. Resultatet er lovende efter kun tre måneder.

(Casen er udarbejdet i 2017)

Udfordringen

Siden 1945 har Natur-Drogeriet A/S udviklet og produceret kosttilskud og naturlægemidler. Skanderborg-virksomheden har landets største sortiment med hele 1300 produkter. En ny generation har sat sig i førersædet i familiefirmaet med 44 medarbejdere, og de vil ikke kun sælge til danske apoteker, helsekostforretninger og Matas - de vil også eksportere.

Fra ErhvervSkanderborg fik direktør Jan Rathcke at vide, at Væksthus Midtjylland kunne hjælpe med at få trimmet organisationen forud for eksport-indsatsen. Fra Væksthuset blev han anbefalet at deltage i Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion og få en ekstern konsulent medfinansieret.

”Medfinansiering af konsulentens timepris gav os mulighed for hurtigt at komme i gang”, siger Jan Rathcke.

Forløbet

At Natur-Drogeriet kom med i Erhvervspartnerskabet og har tilknyttet en konsulent i et forløb på ni måneder, betegner direktøren som en ”kæmpe force”.

Konsulenten har præsenteret en vifte af digitaliseringsmuligheder og anbefalet, hvad Natur-Drogeriet med fordel kunne gå i gang med. Et par mindre projekter har givet en god start med små sejre.

”Det har været meget motiverende at have en konsulent udefra til at se på logistikken med nye briller. For et forholdsvis lille beløb har vi skudt mange gode ting i gang, og det har hurtigt sat sine spor”, siger Jan Rathcke.

Imidt-effekten

Tre måneder inde i forløbet kan han allerede se resultater. Organisationen er trimmet og opdateret med viden om digitaliseringsmuligheder som robotter, ligesom en LEAN-proces i samarbejde med Aarhus Tech bidrager positivt.

”Konsulenten har gjort en stor forskel for os og med sin viden leveret sund provokation, stillet spørgsmål ved den måde, vi gør tingene på, og belyst de forskellige muligheder vi har for at gøre dem på nye måder”, siger direktøren. Han forventer at holde fast i konsulenten, efter projektet er afsluttet.

Medarbejderne har fået opgraderet deres viden og en anderledes tankegang. Og en salgschef med fokus på eksport er ansat. Jorden er gødet for yderligere vækst i familiefirmaet.

Om virksomheden

Navn: Natur-Drogeriet A/S
Antal ansatte: 44
Kommune: Skanderborg

www.natur-drogeriet.dk

Casen kort

Udfordring: Ønske om effektivisering og digitalisering forud for eksport af kosttilskud og naturlægemidler.

Løsning: Bevilling af forløb med ekstern konsulent, som har hjulpet med en handlingsplan og en oversigt over digitaliserings-muligheder.

Imidt-effekt: Organisationen er opdateret med viden om bl.a. robotter og en salgschef med fokus på eksport er ansat.