Mobaro har kunder over hele kloden

Forlystelsesparker i hele verden som Seaworld i Orlando holder styr på sikkerheden med hjælp fra Mobaro i Aarhus. En filial i New York skaber endnu mere vækst i USA.

(Casen er udarbejdet i 2016)

Et stigende antal kunder efterspørger Mobaros apps til forlystelsesparker og retail. Hver eneste uge oplever virksomheden efterspørgsel fra fjerne markeder som Filippinerne, Mexico og Kina, der ønsker at bruge produkterne.

”Vi er en start-up virksomhed, som oplever den glæde, at al den software, vi udvikler i Aarhus, bliver brugt til at supportere kunder over hele kloden. Og det er vi ret stolte af”, siger direktør Jens Holm-Møller fra Mobaros kontor på Manhattan.

Siden han stiftede Mobaro sammen med Christoffer Weiss Borup og Henrik F. Have i 2014, har virksomheden haft fuld fart ud over Danmarks grænser. Mobaro vil gerne være en stor international spiller og en præsentabel adresse i New York er endnu et skridt på vejen.

Kun tre måneder efter Jens Holm-Møller er flyttet til byen med familien for at få Mobaro til at vokse endnu i USA, har besøg i forlystelsesparker i bl.a. Texas og Orlando resulteret i nye kunder.

”Mit job er at vise, at vores produkt kan gøre en lige så stor forskel for forlystelsesparker i USA og resten af verden, som de gør for de danske som Djurs Sommerland og Fårup Sommerland. Vi bidrager til, at sikkerheden er i top i hver eneste forlystelse”, siger Jens Holm-Møller.

Udover New York har Mobaro filialer i England og Vietnam plus agenter rundt om i verden. Da virksomheden ville ind på det engelske marked i 2016 medfinansierede Væksthus Midtjylland en konsulent, som hjalp med at rekruttere specialiserede medarbejdere. Og indtoget i England er gået godt. Endda rigtig godt, for det er i dag klart det største marked for Mobaro.

De tårnhøje eksport-ambitioner har medvirket til, at Mobaro er vokset til foreløbig 20 ansatte. Og forventningen er, at de er mange flere indenfor få år.