Fra Samsø til gode restauranter

Iværksættervirksomheden Mayoriet sælger smagen af Samsø og betragter Væksthus Midtjylland som både sikkerhedsnet, vidensbank og netværksbase.

(Casen er udarbejdet i 2017)

De to kokke-venner Henrik Anesen og Jacob Buchbjerg forvandler krydderurter, grøntsager og rapsolie fra Samsø til mayonnaiser, der får smagsløgene til at synge. Idéen bag deres fælles virksomhed Mayoriet er at hælde smagen af Samsø på glas.

”Første gang, vi sælger mayonnaisen, er op til påsken 2016, og det gik ret godt. Derfor fandt vi lokaler i Tranebjerg og begyndte at røre mayonnaiser i større stil. Vi har et unikt produkt, og heldigvis er alle ellevilde med smagen. Men vi har også opdaget, at et godt produkt ikke er nok. Bl.a. giver distributionen udfordringer”, siger Henrik Anesen.

Han og hans partner er derfor glade for den hjælp, Mayoriet har fået fra Væksthus Midtjylland. Han beskriver det som om, et sikkerhedsnet er spændt ud under virksomheden.

”Det er svært at være iværksætter, for der er meget, vi ikke ved. Men Væksthus-konsulenten har givet os troen på, at det, vi har gang i, er rigtig godt. Når en garvet gut som ham, tror på det, tør vi også selv. Det betyder noget med et klap på skulderen fra den kant”, siger Henrik Anesen.

Konsulenten har bl.a. gjort Mayoriet opmærksom på muligheden for at få et rente- og afdragsfrit lån til at investere i en bil, så de kan komme rundt i landet og præsentere produktet.

”Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, ved jeg, at jeg altid kan ringe til ham i stedet for at bruge en halv dag på at surfe på nettet. Han har stor viden og et kæmpe netværk, som Mayoriet kan nyde godt af”, siger Henrik Anesen.

Nu satser de to kokkevenner på catering og har bl.a. landet en stor kunde som CANBlau, der har flere restauranter, og pt forhandler de med Tivoli. Hvis det ender med en aftale, vil endnu flere opleve, at deres smagsløg synger.

Casen kort

Udfordring: Behov for viden og opbakning som nystartede virksomhedsejere.

Løsning: Oplevelsen af at have en vidensbank, et sikkerhedsnet og adgang til et kæmpe netværk via Væksthus Midtjylland.

Imidt-effekt: Tro på iværksættervirksomheden og mulighed for at investere i en bil.