IVÆRKSÆTTER HAR FÅET PATENT PÅ ARMBÅNDSKROG

Håndlavede smykker er rykket fra hobby til forretning for iværksætter Pernille Gervin. Hun har med hjælp fra Væksthus Midtjylland fået patent på en armbåndskrog og forhandlere i 3 lande.

(Casen er udarbejdet i 2018)

Gennem mange år har Pernille Gervin lavet smykker på hobbybasis, men i forsommeren 2017 sprang hun ud som iværksætter med smykkevirksomheden Live A Little.

Siden har hun været på sin første messe for at præsentere de farvestrålende og feminine smykker og en krog, der gør det muligt at tage armbånd på selv. Den var genstand for beundring fra flere i smykkebranchen.

”Erfarne guldsmede var benovede over min idé, og det fik mig til at overveje at søge patent. Den skal da ud at flyve, tænkte jeg, men jeg vidste ikke hvordan”, siger Pernille Gervin.

Fra kontoret i et iværksættermiljø i Odder glæder hun sig over den hjælp, hun har fået i løbet af det første år. Bl.a. til rådgivning om markedsføring og patent-ansøgningen.

”Når man som jeg er uddannet socialrådgiver, er det en fuldstændig ny verden at bevæge sig ind i. Jeg var usikker på, hvad jeg skulle have fokus på og i hvilken rækkefølge, og jeg har fået meget brugbare råd, som har betydet, at jeg ikke har spændt ben for mig selv”, siger iværksætteren.

Hendes armbåndskrog, som både kan bruges som redskab til at få armbånd på ved egen hjælp eller til at hænge om halsen, er sat i produktion. Den findes i flere varianter og materialer.

”Væksthus Midtjylland har været gode til at vise mig en vej at gå i forhold til at finde retning og lægge en plan. Fra at være i kaos har jeg fået hjælp til at få struktur på det hele. Jeg er blevet holdt i hånden, mens jeg er trådt ud i nyt farvand”, fastslår Pernille Gervin.

I dag har hun forhandlere over det meste af landet bl.a. guldsmede og designforretninger samt forhandlere i Sverige, Norge, Prag, mens England er på vej. De juridiske aftaler med de udenlandske forhandlere er faldet på plads med gode råd fra Væksthus Midtjylland, som Pernille Gervin gerne søger igen.

Casen kort

Udfordring: Patent-ansøgning og aftaler med forhandlere i udlandet.

Løsning: Rådgivning om juridiske aftaler med udenlandske forhandlere.

Imidt-effekt: Patent på armbåndskrog og aftaler med forhandlere i Sverige, Norge og Tjekkiet.