Eksport er en del af Hammer Carpets DNA

Eksklusive uldtæpper fra Herning sælger godt. Hammer Carpets oplever markant vækst på det amerikanske og flere europæiske markeder.

(Casen er udarbejdet i 2016)

Specialdesignede tæpper fra Hammer Carpets i Herning skaber stemning på eksklusive restauranter og hoteller over hele kloden som f.eks. Sheraton i London og på krydstogtskibe, der sejler turister rundt på verdenshavene.

Al produktion af de farvestrålende tæpper foregår på fabrikken i Herning. Lige fra modtagelsen af ulden til de færdige tæpper sendes afsted. Der er i alt 80 ansatte på virksomheden, som har fokus på hele verden med distributører, agenturer og showrooms.

Hammer Carpets er en udpræget eksportvirksomhed, og har siden 2014 været en del af ege koncernen. Virksomheden har vækst år efter år, og væksten stammer fra eksport, for hele 90 procent af produkterne eksporteres. Kun en lille del af tæpperne bliver i Danmark, hvor de bl.a. pryder Hotel D´Angleterre i København.

Via Væksthus Midtjylland deltager Hammer Carpets i et netvæk med andre eksportvirksomheder, og det sætter direktør René Dupont stor pris på.

”Eksport har altid været en del af Hammer Carpets DNA. Og at sparre med andre vækstvirksomheder om aktuelle udfordringer er med til at holde os på tåspidserne”, siger direktør René Dupont.

Hammer Carpets har fået medfinansiering fra Væksthus Midtjylland til en intern kvalitets optimering, og selvom det er nogle år siden, bygger virksomheden stadig videre på det fundament.

”Der fik vi fastlagt basen for udvikling af virksomheden, og det betyder bl.a. at vi nu går i gang med et ISO 9001 certificering”, siger René Dupont.

Sidste år blev en ISO 14001 certificering søsat for at kunne leve op til den internationale standard for miljøledelse. Den er et plus, når tæpperne fra Herning skibes ud i verden.