Super samarbejde om eksport

fibo intercon eksporterer på livet løs til Rusland og 12 europæiske lande og satser nu på, at Canada og flere markeder i Europa skaber yderligere vækst i Videbæk. Virksomheden er pt i dialog med nye forhandlere fundet via hjælp fra Væksthus Midtjylland.

(Casen er udarbejdet i 2015)

Virksomheden fibo intercon med 15 ansatte leverer blandeanlæg til små og store byggeprojekter i en lang række europæiske lande og i Rusland.

90 procent af produktionen ryger afsted til eksport. Foreløbig til 12 lande, men kikkerten er rettet mod nye eksportmarkeder som Irland, England, Tyskland, Frankrig og ikke mindst Canada, hvor direktør Henrik B. Jeppesen netop er vendt hjem fra.

”Det var et meget vellykket besøg i Canada, hvor potentialet for vores mobile betonblandere er stort. Ikke mindst dem, der også kan producere beton i 40 graders frost. Canada med de enorme afstande kan blive et stort marked for os, ligesom Rusland allerede er”, siger Henrik B. Jeppesen.

Pt har fibo intercon en forhandler i Canada, men ønsker mange flere. Sammen med tre andre danske virksomheder i betonbranchen, har fibo intercon fået hjælp fra konsulatet i Toronto til at sætte møder op og komme i gang på det canadiske marked.

”Det er oplagt at se på de fælles muligheder i Canada, hvor potentialet for vores branche er gigantisk”, siger Henrik B. Jeppesen.

Virksomheden, som går efter vækst på udenlandske markeder via et netværk af forhandlere, har også stor gavn af samarbejdet med Væksthus Midtjylland.

”Ekstern hjælp betyder utrolig meget for en mindre virksomhed. Ikke mindst i forhold til eksport. Det er et super samarbejde, som hjælper os med at se muligheder. Og det letter vejen til et nyt marked for os, at vi får hjælp til at finde lokale forhandlere. Uden Væksthus Midtjylland og Entreprise Europe Network EEN var vi kun kommet halvt så langt”, siger Henrik B. Jeppesen.

Eksportdrømmene er endnu større hos fibo intercon. Næste år vil virksomheden forsøge at komme ind på det amerikanske marked.